Tvangsmonogami?

Forleden blev jeg spurgt om jeg er tvangsmonogam. Jeg må indrømme at spørgsmålet kom lidt bag på mig, fordi jeg jo er opdraget til at elske én mand (ad gangen) og jeg har ikke helt frigjort mig fra samfundets syn på monogami.

Jeg er jo røget i kæreste-mode, hvor jeg langt hellere vil have en kæreste end en midnatsven. Og det talte jeg så med et par pigerne i "Studiegruppen" om - og så faldt spørgsmålet: "Er du tvangsmongam?".

Umiddelbart er jeg det ikke - jeg er det af fri vilje. Jeg er nok monogam af natur, som de fleste af os er. I hvert fald indtil sexlivet ikke fungerer som vi ønsker og så er det at man løser problemerne. Nogle gange på den gængse måde med at tage sexlivet i egen hånd, andre gange ved at være alternative sammen.

Hvorom alting er, vil et eventuelt kæresteforhold ikke være slutningen på mit kiggeri. For selvom jeg da har uddelt et par blows, er det heller ikke værre end at jeg godt kan lade være. Til gengæld er mit kiggeri et krydderi på mit sexliv, som jeg ikke har lyst til at undvære. Han vil endda blive inviteret med så han med egne øjne kan se hvad der foregår og derfra kan vi sammen tage stilling til kiggeriet. Måske han selv vil være med?